|
|||||||||||||
|
Vi ser en værdi i, at arbejde med den aktuelle billedkunst, fordi samtidskunsten - udover at problematisere det formelle og æstetiske - tilbyder en vigtig læsning af sociale, historiske og politiske forhold i verden i dag. Det er skolens grundholdning, at et engagement i kunsten er med til at udfolde og kvalificere den enkelte kursists ansvarlighed, almene dannelse og kritiske sans overfor tidens bevægelser. ...§ 1. Stk. 5. Skolens værdigrundlag HOVEDFAGENE Vi kan ikke dække hele spektret af samtidskunst med de hurtige skift, der sker på kunstscenen. Men, vi kan i fællesskab gå på opdagelse og holde et konstant vågent øje med de tendenser, der tegner sig lige nu. Det kan for eksempel ske på skolens bibliotek, som hele tiden ajourføres med nye bøger og tidsskrifter. Det direkte møde med samtidskunsten opstår i kontakten med skolens undervisere og på de to årlige studierejser med besøg på aktuelle udenlandske udstillinger. Vi opererer med tre hovedfag på Kunsthøjskolen på Ærø. 2-D / TEGNING COLLAGE MALERI På 2-D linien er der to gennemgående temaer. Det første vedrører grundlæggende færdigheder omkring arbejdsteknikker og metoder. Det andet tema kredser om indhold. Om det billederne handler om og hvordan de gør det. Du vil møde en række undervisere der har deres faglighed i netop 2-D medier. 3-D / SKULPTUR INSTALLATION På skulptur-linien arbejdes der også med to temaer. Det første angår grundlæggende færdigheder i at bruge klassiske skulpturmaterialer som gips, ler og træ. Og især om hvordan en hel masse overraskende og ikke kunstrelaterede materialer med fordel kan inddrages i skulpturen. Det andet tema vedrører skulptur betragtet som objekt, fortælling og iscenesættelse. Det handler kort sagt om skulpturens funktion og udtryk - om inddragelse af rum, situation og den kontekst, skulpturen indgår i. De tilknyttede undervisere er alle yngre billedkunstnere, der arbejder med skulptur og installation i et udvidet felt. 3-D / COMPUTER VIDEO Du vil tidligt i forløbet blive introduceret til skolens optage- og redigeringsudstyr. Det foregår på workshops samt hver onsdag hvor der året rundt undervises i kamerabrug, computerteknik, videoredigering, lys, lyd m.v. Video- og computergenererede billeder er en integreret del af samtidskunsten, på linje med maleri og skulptur. Medier, der kan inddrages og bruges i et væld af sammenhænge som dokumentation, research materiale eller som et selvstændigt udtryk. Der er tale om et stort område med masser af muligheder og problemer præcist som i andre områder af kunsten. Målet er at give alle en mulighed for ubesværet at kunne inddrage nye medier i en eller flere dele af den enkeltes arbejdsproces. Det er for eksempel vigtigt hvis man ønsker at søge optagelse på et udenlandsk kunstakademi, hvor ansøgningen typisk foregår digitalt. Underviserne er enten aktivt udstillende billedkunstnere eller fagnørder, der selv arbejder med medier. EMNEKURSER Udover de tre hovedfag er der følgende emnekurser: KUNSTHISTORIE Med udgangspunkt i hvordan kunsten ser ud lige nu, dykker vi ned i samtidskunstens traditionshorisont og kigger nærmere på det 20. og 21. århundredes kunstretninger. Det gælder først og fremmest de politiske, historiske og kulturelle tendenser. Det interessante er nemlig, hvordan samtidskunsten ser ud og hvorfor. Vi skal se et hav af billeder og videoer og så skal I på banen, for hvad kan man egentlig bruge kunsthistorien til? KUNSTTEORI En uge eller to om året hvor interesserede sammen dykker ned i kunstteorien og læser og diskuterer kunsttekster sammen med en billedkunstner hvis praksis omfatter en sproglig indgang. OLE’S AFTENSKOLE Aftener omkring skulptur og bevægelse og hvorfor det kan være lykke at finde motoren fra en gammel støvsuger. Herunder
FILMKLUBBEN Et filmprogram omkring spillefilm, kortfilm og kunstvideoer med betydning for samtidskunsten. STRUKTUREN Vi har optag til det lange hold i starten af september og igen omkring 1. november. Hvis du er ny i kunsten så anbefaler vi at du starter i september. Udover det lange årskursus afholder vi 12 ugekurser spredt ud over efteråret og foråret. Ugekursisterne undervises i deres eget værkstedshus. Udover Mie og Elsebeth der regerer i køkkenet, Karen på kontoret og Kurt i haven, så er der kun to andre faste holdepunkter på skolen. Nemlig Ole som underviser i skulptur og Susan som er forstander. Alle de øvrige undervisere er yngre udstillende billedkunstnere som står for forløb af to til tre ugers varighed. Vores undervisere er velorienteret om kunsten LIGE NU. De ved hvad der sker lige nu og er selv i fuld gang med en kunstkarriere. Underviserne brænder for sagen. DESUDEN... Nogle af de tilbagevendende ting på skemaet er ord som GENNEMGANG, SOLO, KUNSTMØDE, FOREDRAG, REJSE og MORGENSAMLING. Det kræver en nærmere forklaring. GENNEMGANG Når en underviser afslutter et forløb efter 2-3 uger bruger man typisk den sidste dag på en gennemgang af de projekter der er blevet arbejdet med. Et par gange om året laver vi så også en større gennemgang på baggrund af en udstilling. Til denne gennemgang inviteres en kritiker eller kunstner til en dialog. For eksempel har vi de senest tre gange haft besøg af billedkunstnerne Frans Jacobi, Lise Harlev og galleristen Marie Dufresne. SOLO Solo er et andet ord der går igen på skemaet. Solo afvikles i foråret og er et selvstændigt forløb, hvor de tilknyttede undervisere fungerer som konsulenter på jeres projekter. Udgangspunktet er et skriftligt oplæg fra hver kursist, som afleveres i starten af januar. Oplægget skal minimum være på 2-3 A4 sider og indeholde oplysninger om det kunstprojekt, man brænder for at realisere. Det vil sige oplysninger om tema, materialer, størrelsesforhold m.v. Vi har tradition for, at mange bruger forårets soloprojekt til optagelse på kunstakademierne. KUNSTMØDE I løbet af januar og februar inviterer vi tidligere kursister der nu er studerende rundt om på danske og europæiske kunstakademier til at komme forbi om fortælle om deres studie. FOREDRAG Vores skiftende undervisere introducerer sig selv og deres arbejde ved et foredrag en af de første aftner, de er på skolen. Af og til sniger der sig også en gæsteforelæser ind i årsprogrammet. STUDIEREJSERNE Vi tager på studietur to gange om året til en storby, hvor der er tryk på samtidskunsten.Efterårets studierejse ligger i uge 36 - altså i den første introuge - og går til Berlin. Forårets rejse ligger i uge 17 eller 18, hvor vi tager til en europæisk storby, hvor der lige nu er noget ganske særligt på spil. Rejsen tilrettelægges af Susan i samarbejde med en eller flere undervisere. Rejsen er obligatorisk og inkluderet i prisen for et langt ophold. Skolen er lukket i rejseperioden. MORGENSAMLINGER Morgensamlingen indleder hver arbejdsdag og er obligatorisk. Sådan ca. 20 minutter hvor du hver morgen møder et bombardement af billeder, video, lyd, performances, kunstsladder og diskussioner om aktuelle udstillinger. Det var så i overskrifter, hvad du kan forvente at finde på Kunsthøjskolen på Ærø. Noget helt andet er, hvordan det opleves. Så er du nemlig nødt til at være her og være med til at give det hele et indhold. Har du spørgsmål så ring i dagtimerne på tlf. 62 58 16 60 |
|
|||||||||||
|
|
|||||||||||||